Lær at lave højdepunkter på Instagram

Her er alt, du skal vide om højdepunkter! Hvad det er, hvad du skal bruge dem til, og hvordan du laver dem.

Højdepunkter er de små ikoner under din bio på din Instagram-profil

Det er din profils mulighed for at gruppere dine tidligere stories. Stories-højdepunkter vises i et nyt afsnit på din profil under din biografi. Alle kan lave højdepunkter, så du behøver ikke et bestemt antal følgere for at lave dem. 

Her er, hvad vi går igennem i denne artikel:

Sådan opretter du et nyt højdepunkt fra telefonen

Hvis du vil oprette et højdepunkt, skal du starte med at tilgå din egen profil fra din Instagram-app på telefonen. Imellem din bio og dine opslag vil du kunne se en cirkel, hvorpå der står ‘Ny’, som du skal klikke på.

Herfra kan du vælge en hvilken som helst tidligere story fra dit arkiv. Klik på de stories, du gerne vil have med i dit højdepunkt, og klik derefter på ‘Næste’.

Nu kan du navngive dit højdepunkt. Det gør du ved at klikke der, hvor der står ‘Højdepunkt’, og så skrive dit ønskede navn på højdepunktet.

Klik herefter på ‘Rediger cover’ for at vælge, hvilket visuelt element der skal vises i cirklen på din profil.

Her har du mulighed for at vælge et billede af en af de stories, som du har valgt til dette højdepunkt, eller et andet billede fra dit fotobibliotek. Klik på ‘Færdig’ når du har valgt det ønskede billede.

Klik på ‘Tilføj’ og så vil dit nye højdepunkt komme på din Instagram-profil!

Du kan se dit højdepunkt som en cirkel på din profil, og den afspilles som en separat historie, når man klikker på den. Tillykke!

Højdepunkter bliver i din profil, indtil du fjerner dem, og du kan have lige så mange højdepunkter, som du vil.

Pssst… Her er et lille pro tip: Hvis du laver flere højdepunkter og gerne vil ændre i rækkefølgen de bliver vist i på din profil, så kan du gøre følgende: Højdepunkter bliver altid vist på profilen i den rækkefølge, som de sidst er blevet oprettet/redigeret i, sådan at de senest redigerede altid ligger først. Så du kan altid fjerne og indsætte en story i dit højdepunkt igen, hvis du gerne vil have, at dette højdepunkt skal vises først.

Lavede du en fejl, da du oprettede dit højdepunkt? Skidt pyt, her er, hvordan du redigerer i et højdepunkt

Hvis du vil redigere eller fjerne et højdepunkt, skal du trykke og holde inde på højdepunktet på din profil.

Klik nu på din ønskede handling som f.eks. ‘Rediger højdepunkt’. 

Så kan du ændre navnet, redigere coverbilledet og både fjerne og indsætte flere stories til dit ønskede højdepunkt. Klik på ‘Færdig’, når du har lavet dine ønskede ændringer. 

Sådan! 

Nu ved du at højdepunkter er din profils mulighed for at gruppere og genudgive dine tidligere stories. Du ved, at du altid kan lave højdepunkter, for du behøver ikke et bestemt antal følgere for at lave dem. Du kan følge vores guide for nemt at oprette højdepunkter og også redigere dine højdepunkter igen.

Hvis du gerne vil tage dit story-game til nye højder, så har vi samlet vores bedste tips til at lave flotte stories i indlægget ‘Sådan skaber du Instagram-stories, der er tro mod din virksomheds visuelle identitet’.

Gå ikke glip af: